Jeg får slet ikke skrevet så meget herinde, som jeg oprindeligt planlagde. Der er vældig megen travlhed på jobbet, og så vældig meget forår i luften. Jeg er i den grad ramt af livsglæden, så jeg flirter mig nærmest bare igennem arbejdsdagene. Alting går så nemt, og jeg kan stort set få tingene, som jeg vil have dem - der skal kun en lillebitte smule charme til. Og den deler jeg gerne ud af - også selv om det ikke er helt reglementeret :-)
Jeg har ellers aldrig troet, jeg kunne flirte - og da slet ikke på en arbejdsplads. Når nogen specielt i den kontekst har udvist interesse for.min person, er jeg altid gået totalt i baglås og er blevet ekstra indtørret eller grå - det var lettere ikke at blive set, så.
Men op igennem 30'erne har så meget ændret sig, og efter jeg så blev 40, tog det for alvor fart. Jeg kan næsten ikke kende mig selv mere, men jeg synes helt bestemt om denne nye meget friskere og gladere person.
I går havde jeg den morsomste dag, hvor jeg hylede en ung mand ud af det på jobbet. Han er en af dem, jeg har fået til opgave, og de første par uger var han ikke til at slå et smil af - hans baggrund for at være endt hos os er da også alt andet end munter, så jeg forstod godt, hvis hans tillid til systemet befandt sig på et såre moderat sted.
Men det skulle nu ikke forhindre mig i at behandle ham som den unge flotte mand, han er. Og i går tænkte jeg endda, "heller ikke selv om det får mig til at fremstå som en gammel gris".
Jeg satte mig langt tættere på ham, end jeg normalt gør med vores borgere, og så udfordrede jeg hans overbevisninger én efter én, mens jeg så ham dybt i øjnene.
Han blev genert. Eller, som han selv korrigerende det til, da jeg fuldstændigt skamløst spurgte ind til genertheden, "forlegen". Men hans øjne blev bløde, og smilet forlod på intet tidspunkt hans ansigt. Eller mit for den sags skyld. Det var rent pjatteri, og gjorde ham bare så godt, kunne jeg se. Og så må det jo et eller andet sted være okay, ikke?
Min største opgave i forhold til denne unge mand er at bibringe ham lidt af troen på sig selv. Efter flere års kamp med livstruende sygdom er han ikke bare langt fra arbejdsmarkedet - han er også bange for, at han ikke er attraktiv for en arbejdsgiver mere. Men der sidder en ualmindelig skarp hjerne på ham, en god portion evne til nuanceret refleksion - og en charme, som han næppe er helt klar over.
Og det er den charme, jeg vil vende til hans fordel, fordi der ligger så megen livskraft i at føle sig unik og tiltrækkende på alle mulige måder.
Så måske er der et billigt trick, mens vi officielt arbejder med at bringe ham up to speed med dagens arbejdsmarked, også at få ham til at føle sig som et godt hug.
Og det er blot ét af frynsegoderne ved mit job :-)
