Long time no see...

Vi har været på ferie i varmen, nydt at slappe totalt af både fysisk og mentalt (og faktisk været rigtig gide til det... måske for første gang nogensinde), og er nu forlængst tilbage i den hverdag, jeg også holder så meget af.

Her efter jul og daseferie trænger jeg til en kostmæssig opstrammer, så denne formiddag har jeg provianteret til ugens madplan, som er komponeret af Chr. Bitz.

Hvilken tilfredsstillelse det var at købe alle de sunde lækre råvarer ind og vide, at min familie kan vente sig en uge med de allerbedste, mest velsmagende OG mættende retter!

Jeg følte mig simpelthen så vellykket som menneske, forsørger og mor, da jeg vandrede rundt dér og puttede i vognen! :-)

Det er vist et meget tidligt barndomsminde, der blev aktiveret - om en far, der altid sørgede godt for os. Jeg elsker at kunne gøre det samme...

Manifestationssucces x 2

Efter at have hypervibreret i lidt over en måned er jeg i dag blevet tilbudt mit gamle job - godt nok tidsbegrænset til et år, da firmaets økonomi er som ved opsigelserne for halvanden måned siden, men ikke desto mindre mit gamle kære job.

Jeg sagde ja og tak.

Det pudsige er, at min mand blot tre timer før OGSÅ blev tilbudt SIT gamle job. Han valgte imidlertid at takke nej, da han ikke kunne blive fritaget for at arbejde med de rutiner, der har ødelagt hans knæ. Sådan - jeg var virkelig stolt af ham.

Ja, stolt af OS, selvfølgelig, for det er i grunden noget af et kunststykke at få vendt så ringe energier om.

Men vi klarede det, og vi befinder os her en måned senere et meget anderledes sted, hvor vi hellere vil være.

Jeg føler lidt, at vi har bestået vores svendeprøver som manifestere! :-)

Verdens bedste kur

Vil bare varmt, vildt og inderligt anbefale Christian Bitz' og Arne Astrups nyudgivelse "Verdens bedste kur"; ingen fanatisme - bare sund fornuft, lækre velsmagende retter og en ingrediensliste, der kan følges i ethvert dansk supermarked.

Mums!

Kære kære sjæl

Kort før nytår løb jeg på en gammel - og engang meget ulykkelig - kærlighed. Det er 20 år, siden jeg sidst havde talt med ham - vores sidste samtale foregik faktisk, da jeg lige havde mødt min nuværende mand, og min eks smed sig på knæ foran mig og erklærede mig sin store kærlighed. Ikke spor pinligt med min nye kæreste i den anden hånd, vel?

Nå, men for ca halvandet år siden dukkede eks'en op i mit liv igen. I periferien, forstås. Det viste sig nemlig, at vi havde hver et barn i samme institution, og således skulle vi komme til at løbe på hinanden med jævne mellemrum.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg kan være ekstremt genert - selv over for et menneske, som jeg har delt så megen ømhed med - ja, måske netop derfor...

Så jeg har i al den tid behændigt overset ham. Og han var også høflig nok til at ignorere mig, selv om vi selvfølgelig ikke kunne undgå at få øjenkontakt af og til.

Hold fast, hvor gamle er vi nu lige?! :-)

I juledagene insisterede min dreng imidlertid på at lægge vejen forbi byens torv, der har en fin legeplads. Og for sent opdagede jeg, at min tidligere hjertenskær og hans afkom også var der.

Da det længe har naget mig, at jeg ikke engang bare kunne sige hej, besluttede jeg mig for at udfordre mit eget mod - hvad var det værste, der kunne ske? At han ikke kunne kende mig eller ville vedkende sig mig? At han var blevet et dumt svin? At han var lykkelig? WHAT?!

Og så gik jeg hen og sagde hej.

Det var så stort at overvinde mig selv.

Han fortalte og fortalte om sit liv, mens vores unger legede godt sammen (de kendte jo hinanden fra børnehaven).

Og jeg følte mig rolig og afslappet og ligeværdig.

Og jeg mærkede, at jeg for mange mange år siden kom vel over ham. At jeg tilgav ham løgn og svigt. At jeg valgte at huske ham for alt det gode, han jo også tilførte mit liv.

Jeg lod min sjæl tale til hans, og jeg løste mig selv fra et kvælende bånd.

Og jeg har lært at elske mig selv. Jeg er værd at elske. Dét lærte han mig for et halvt liv siden. Og så tog han det fra mig igen...

I dag er vi hhv. 41 og næsten 44. Han holder sig forrygende godt (men har jo også en noget yngre kone), og jeg håber oprigtigt, at han også er lykkelig. Han virkede okay - slet ikke længere som den forvirrede unge mand, jeg faldt så hårdt for...

Og nu har vi slet ikke problemer med at genkende hinanden i børnehaven :-)

Ah for gode gamle bekendte!