Kære kære sjæl

Kort før nytår løb jeg på en gammel - og engang meget ulykkelig - kærlighed. Det er 20 år, siden jeg sidst havde talt med ham - vores sidste samtale foregik faktisk, da jeg lige havde mødt min nuværende mand, og min eks smed sig på knæ foran mig og erklærede mig sin store kærlighed. Ikke spor pinligt med min nye kæreste i den anden hånd, vel?

Nå, men for ca halvandet år siden dukkede eks'en op i mit liv igen. I periferien, forstås. Det viste sig nemlig, at vi havde hver et barn i samme institution, og således skulle vi komme til at løbe på hinanden med jævne mellemrum.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg kan være ekstremt genert - selv over for et menneske, som jeg har delt så megen ømhed med - ja, måske netop derfor...

Så jeg har i al den tid behændigt overset ham. Og han var også høflig nok til at ignorere mig, selv om vi selvfølgelig ikke kunne undgå at få øjenkontakt af og til.

Hold fast, hvor gamle er vi nu lige?! :-)

I juledagene insisterede min dreng imidlertid på at lægge vejen forbi byens torv, der har en fin legeplads. Og for sent opdagede jeg, at min tidligere hjertenskær og hans afkom også var der.

Da det længe har naget mig, at jeg ikke engang bare kunne sige hej, besluttede jeg mig for at udfordre mit eget mod - hvad var det værste, der kunne ske? At han ikke kunne kende mig eller ville vedkende sig mig? At han var blevet et dumt svin? At han var lykkelig? WHAT?!

Og så gik jeg hen og sagde hej.

Det var så stort at overvinde mig selv.

Han fortalte og fortalte om sit liv, mens vores unger legede godt sammen (de kendte jo hinanden fra børnehaven).

Og jeg følte mig rolig og afslappet og ligeværdig.

Og jeg mærkede, at jeg for mange mange år siden kom vel over ham. At jeg tilgav ham løgn og svigt. At jeg valgte at huske ham for alt det gode, han jo også tilførte mit liv.

Jeg lod min sjæl tale til hans, og jeg løste mig selv fra et kvælende bånd.

Og jeg har lært at elske mig selv. Jeg er værd at elske. Dét lærte han mig for et halvt liv siden. Og så tog han det fra mig igen...

I dag er vi hhv. 41 og næsten 44. Han holder sig forrygende godt (men har jo også en noget yngre kone), og jeg håber oprigtigt, at han også er lykkelig. Han virkede okay - slet ikke længere som den forvirrede unge mand, jeg faldt så hårdt for...

Og nu har vi slet ikke problemer med at genkende hinanden i børnehaven :-)

Ah for gode gamle bekendte!