Mens det stadig var sensommer, vandt forfængeligheden over mig i den forstand, at jeg besluttede mig for at gnave nogle overflødige kilo af mig.
Jeg har aldrig været specielt kraftig, men som man bliver ældre, sætter kiloene sig alligevel lidt lettere på én, og nu var det tid til også at tage mine spisevaner op til revision.
Alle sukkernarkomaner vil vide, hvor vanskeligt det er at komme den afhængighed til livs. Jeg har tidligere kunnet tage pænt for mig af kager, slik og sodavand, uden det store kunne ses, og jeg kunne formentlig også være fortsat, hvis ikke det var, fordi jeg begyndte at blive opmærksom på, hvor ulækker kroppen følte sig, når jeg havde svælget i den slags.
Så min "kur" var lige så meget en bevidstgørelse af, hvad der i bund og grund var godt for mig, som det var en egentlig slankekur.
Nu er året så næsten løbet ud, og jeg kan konstatere, at jeg kun har nået det halve - sølle tre kg på næsten fire måneder. Ikke noget at prale af!
Ikke desto mindre er jeg blevet behørigt bedre tilpas i mig selv, opdager jeg jo. Jeg holder af min figur, selv om den stadig har en lille topmave og bløde lår - jeg er jo for søren ikke 17 mere (og har heller ikke lyst til at være det stankelben, jeg var dengang - konstant halvdårlig af sult).
Tænk, i løbet af sådan nogle måneder, hvor livet har raset omkring ørerne på én, er jeg stille og roligt blevet glad for mig selv igen!
Jeg synes, jeg er en flot 41-årig og et varmt og velfungerende menneske :-) På mange måder er jeg lige nøjagtigt dér, hvor jeg gerne vil være i mit liv.
Og dét er vel en følelse, det nok er værd at dyrke...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar