søndag den 11. december 2011

Genveje

Jeg tror på, at det er nødvendigt at føle sine følelser fuldt ud, før man kan fokusere anderledes.

Mange af os går helt galt i byen, når vi tror, det bare drejer sig om at komme hastigt videre. Det er selvfølgelig okay at benytte den fremgangsmåde, hvis man vel at mærke også kan skifte følelse på et øjeblik.

Ellers tager det, den tid det tager at komme over det, der er sket.

Ofte kan man hjælpe sig selv med tanker, der udfordrer de aktuelle overbevisninger, som fastholder én på et uhensigtsmæssigt følelsesniveau. De kan trigge en jumpstart til højere og bedre følelser.

For mig hjælper det ofte at "tømme mig selv" for alle skrækscenarierne og fantasere lidt over det stik modsatte:

"Ville det ikke være fedt, hvis..."

De negative følelser er et fantastisk redskab til at finde ud af, hvad man ønsker. Hvis man, som jeg netop har oplevet det, mister sit job og straks begynder at tænke i utryghed, må det betyde, at det, jeg ønsker mig, er tryghed.

Hvordan kan jeg allerede nu generere følelsen af tryghed?

Fx ved at sidde her en rolig søndag i min varme stue, mens drengene ser tegnefilm.

Ofte ligger genvejen til de gode følelser lige for fødderne af en - i den hverdag, man altid er en del af. Det er muligt, at mit overordnede tryghedsbehov gælder noget lidt større og mere omfattende end søndagshyggen, men hvis man ellers kan abstrahere fra det, kan følelsen sagtens bringe den ro, der skal til, så der ikke er den store følelsesmæssige forskel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar