lørdag den 3. december 2011

Julefrokosthåndtering

Min dreng og jeg stod stand by, da farmand skulle bringes hjem fra firmajulefrokosten nu i nat.

Vi havde haft gode venner til spisning og gik tidligt i seng, så vi nåede faktisk nogle timers søvn, inden manden ringede og ville afhentes.

Sønneke er en rigtig guttermand - det var bare direkte fra den lune dyne og ned i flyverdragten og afsted en ti minutter i bil og retur.

Og efter lidt at falde i søvn på overlod vi soveværelset til en kampsnorkende far for selv at campere på den nyopredte midlertidige plads i stuen.

Jeg kan lide at være forberedt på det hele, og drengen sover sødt her ved min side, så nu kan jeg også selv falde til ro...

Der er nærmest lidt juleferieagtig stemning allerede over at være blevet revet ud af den normale soverutine. At sove på en ny plads selv i ens eget hjem kræver også en del tilvænning for mig, så jeg ligger mest vågen og gør mig bekendt med husets lyde fra dénne vinkel.

Og jeg er inderligt taknemmelig over denne dag, som gik så fint og førte så mange gode følelser med sig.

Tilværelsen forekommer mig mere omskiftelig end nogensinde - men efterhånden på den virkelig gode og forhåbningsfulde måde. Forandringerne er kommet for at blive, og Gud give, at jeg må evne at indrette mig på bedst mulige vis efter dem...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar