Er det ikke underligt, som man pludselig bare ikke kan komme længere ned energimæssigt?
Hvor det bare ikke kan andet end vende og gå opad igen.
En slags tippepunkt.
Pludselig opgiver sindet fuldstændigt og tror, det lige så godt kan hengive sig til elendigheden, fordi det tilsyneladende er det eneste, man kan manifestere.
Og således frit svævende uden noget følelsesmæssigt sikkerhedsnet, finder sindet alligevel ud af at rette skuden op igen...
Uden modstand synes man at være vægtløs. Der er hverken stolthed eller vrede tilbage. Bare væren.
Og jeg ser alting lidt ovenfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar