Selv om jeg er glad for mit arbejde, har der selvfølgelig fra tid til anden indsneget sig frustrationer. Typisk i forhold til kolleger med dårlige manerer og rundsave på albuerne. Jeg har undertiden også følt mig som en fremmed fugl, flere kolleger kun meget langsomt accepterede som deres ligemand (om det tænker jeg lige nu, at det utvivlsomt var en spejling af mine egne mindreværdskomplekser).
Uanset om jeg skal blive eller søge videre ud i livet, kunne jeg godt tænke mig at lægge disse modstandsfølelser bag mig en gang gør alle, så jeg ikke manifesterer flere beviser på dem.
Jeg tænker, der er noget godt ved dem alle, som jeg bestemt kan respektere. Og jeg er faktisk meget taknemmelig for alt det, jeg har lært i den tid, jeg har kendt dem.
Jeg tænker også, at jeg ikke vil savne dem alle, men at jeg faktisk ikke har noget imod at arbejde sammen med en eneste af dem. De har bidraget væsentligt til den arbejdsplads, jeg holder af, og muliggjort en virkelighed, min familie og jeg har haft brug for især i år. Jeg har ingen bad feelings - kun gode ønsker.
Og jeg ønsker faktisk for virksomheden og fremtidens kursister, at det er de bedste og mest egnede, der bliver tilbage og skal føre det hele videre.
Jeg kan sagtens forestille mig sødere og mere velfungerende kolleger, mere kompetente chefer og langt mere sprudlende og inspirerende arbejdsopgaver - de må findes, hver og en. Men lige nu aner jeg ikke, hvor jeg skal lede efter dem. Jeg ved bare, at jeg er let til mode med dem, tryg og glad også i forhold til at få hjemmelivet til at fungere.
Og så må de simpelthen bare finde MIG. Hvis det altså skal være nu...
(Og med den salut er det også slut med at småbitche om nogen eller gætte på, hvem der fyres...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar