Ønsker

Jeg har altid været virkelig dårlig til forandringer. For mig er der næsten ikke noget mere angstprovokerende, end når man ikke ved, hvad der kommer til at ske.

Min umiddelbare tilbøjelighed er at tænke i worst case scenario; så kender jeg i det mindste bunden af bunden og kan tage lidt højde herfor.

Men det er ofte vanskeligt sådan lige at ryste det modsatte ud af ærmet, sådan som min coach netop har opfordret mig.

"Fortæl en ny historie: hvordan kan denne fyringsrunde føre mig til en endnu bedre tilværelse?"

Jeg er såmænd med på, at der som regel venter noget godt efter lidt tid, hvis noget her og nu ser skidt ud.

Men jeg må sige, at jeg faktisk føler mig lidt slukøret over at have arbejdet med langtidssyge så længe; for dem er der ofte ikke så mange håb tilbage - flere har foruden fysisk sygdom også oplevet økonomisk ruin, forliste ægteskaber og en smadret psyke.

Og jeg er bange for selv at blive en del af statistikken.

Nu har jeg oplevet, hvor positivt det var for mig at skifte branche og få lidt mere fokus på menneskelige værdier. Så skulle jeg et øjeblik glemme min frygt for at vende tilbage til min gamle karriere (som næsten kostede min sjæl), må jeg overveje den modsatte retning - opad og fremad mod noget endnu mere meningsfuldt.

Tænk, hvis jeg kunne få et endnu bedre arbejde end dette!

Hvor jeg i endnu højere grad anerkendes for den, jeg er.

Hvor jeg kan bidrage til, at folk vokser og får større selvværd.

Hvor jeg er glad og tryg og fri hver dag.

Hvor jeg kan klare alt det, der lander på mit bord, og hvor ingen omkring mig - eller jeg selv - lider nød.

Hvor jeg bliver så rigeligt belønnet for min arbejdsindsats - på alle tænkelige måder...

Hvor jeg bruger alle de færdigheder og erfaringer, som jeg p.t. mestrer.

Hvor jeg er som skabt til jobbet.

Hvor jeg kan få lov at være en glad og overdskudsagtig mor.

- Jeg ville elske ikke at skulle bekymre mig om jobsikkerhed og indtægt længere (måske skulle jeg bare begynde at spille Lotto igen?!)