skal bare have en ende hurtigst muligt.
Det er ikke let at leve sammen med en depressiv alkoholiker, der blev fyret for to måneder siden, og som snart står uden arbejde.
Han ser tilsyneladende MIN fyring som et ondskabsfuldt påhit, som jeg har designet for at genere ham.
I det store og hele er han stadig ikke blevet voksen. Alle årene igennem har jeg klaret økonomien, budgetten, såvel hverdagsindkøb som storindkøb, nyanskaffelser og vedligeholdelse af hjemmet. Og udgifter til sønnen.
Jeg har faciliteret hans misbrug, og når jeg sætter hælene i, er jeg bare en nederdrægtig infam kælling.
Hvordan holder man til at blive behandlet med så lidt respekt?
Hvordan forsvarer man som mor at lade sin øjesten vokse op i sådan et miljø? Fordi alternativet ville kreere en endnu mindre struktureret og stabil hverdag, hvor jeg ikke kunne overvåge og gribe ind...
I dag har jeg talt med store bogstaver, selv om jeg med årene har lært, at man ikke skal diskutere med ham, når han er fuld.
- Hvor går jeg snart hen i dette ragnarok af et lorteår?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar